I dag var der bare afslapning. Vi gik lidt rundt på hotelområdet og stranden
og tog billeder. Ved middagstid gik vi ud i byen, bl.a. til fiskerihavnen
små 1,5 km. nord for hotellet. Det kostede 2 kr. pr. person at komme ind og
kigge, men det betalte vi gerne, bådene var meget maleriske.
På vej tilbage gik vi ned ad en sidegade, og her var dejligt stille og
fredfyldt i modsætning til den larmende hovedgade. Tilbage på hovedgaden
fandt vi en restaurant, hvor vi fik en simpel sandwich, det kunne vores
maver godt klare (vi havde det ellers meget bedre i dag). Og så delte vi
en Lion beer og en ginger beer.
Det var i øvrigt ret påfaldende at bemærke, at på hovedgaden inden for et par
hundrede meter på hver side af vores hotel var de fleste skilte hovedsageligt
(eller kun) på russisk! Vi lagde også snart mærke til, at de fleste gæster
(ud over vores gruppe) var russere. Øv.
Som sædvanligt fint vejr, 32 gr. om dagen, 27 gr. om aftenen.